Velkommen til Køge Golf Klub

Referat af sidste runde af Danmarksturneringen 2020

Kort referat af weekendens afsluttende holdkampe i den ordinære sæson

 

Damer 2 2020


Damernes 1. hold
førte puljen efter årets første 2 holdkampe og matchen mod Rungsted skulle minimum ende uafgjort, hvis puljesejren skulle sikres.

Efter formiddagens indledende Foursome’s var alt lige efter sejr til Christina Kuld/Emilie Clausen og nederlag til Rikke Thomassen/Caroline Engelbredt. Der skulle altså fortsat holdes fokus i eftermiddagens singler, hvis puljesejren skulle hjem.

Katrine Oxfeldt kom i spil i stedet for Rikke Thomassen og bidrager med 1 point efter en delt match, og da Caroline Engelbredt allerede på det tidspunkt havde sat 2 point på kontoen efter en klar 6/5 sejr, så det særdeles lovende ud. Emilie Clausen i 2. singlen kunne desværre ikke følge trop, og ender med et smalt 2/1 nederlag og alles øjne og pres var nu lagt på skuldrene af Christiana Kuld, som var oppe mod stærke Anne Normann (hcp. +3,6). Det generede åbenbart ikke Christina, som med en 2/1 sejr endegyldigt sikrede Køges bedste damer puljesejr, og en kamp om oprykning til Santander Divisionen.

Tillykke til hele holdet og holdkaptajn Søren Thomassen, som atter var en sikker styrmand.

Oprykningskampen spilles den 12. september i Kalundborg, og yderligere info om modstandere og tidspunkt følger snarest muligt.

 

Damernes 2. hold førte ligeledes deres pulje efter sejre i årets 2 første holdkampe, og kunne som 1. holdet sikre sig puljesejr med uafgjort mod dagens modstander, Harekær. Desværre var det en dag hvor alt ikke lige gik Køges vej, og måske gav udsigten til puljesejr også lidt flere nerver end godt var.

3. single med Anja Schrøder taber 3/2 og Foursome med Pia Jarlstrøm/Pia Jepsen følger trop med et nederlag på 2/1. Dermed var kampen tabt, men endnu med matematiske muligheder for puljesejr, og da Amalie Korsled i 1. singlen kørte sin modstander over med 7/5, var fokus nu rettet mod Alvilda Wiberg, der med sine 14 år spiller med på dispensation. Dispensation eller ej, så holdt Alvilda fokus, og med en sejr på 1/0 ender holdet lige på point med Harekær og Skovbo.

Der var derfor stor spænding om udregningen af de indbyrdes opgør og point, og det viser sig at Køges damer ender som puljevinder, da de i 4. led har flest vundne huller i indbyrdes holdkampe – Ikke mindst takket være Amalie’s sejr på 7/5. Med til historien hører også, at holdkaptajn Charlotte Tranberg startede dagen med en puls omkring de 200. Amalie havde nemlig valgt at møde op ved den forkerte klub, og kom altså flyvende på tværs af Sjælland for at nå sin teetid 😊

Oprykningskamp om en plads i 2. division spilles den 13. september i Nivå, og yderligere info om modstandere og tidspunkt følger snarest muligt.

 

Herrernes 1. hold havde efter nederlag i begge de 2 første holdkampe ryggen mod muren, og forbliven i 2. division krævede minimum 10/8 sejr over dagens modstander, Skovbo.

Efter formiddagens Foursomes var humøret noget i bund, da den havde budt på nederlag til hhv. Mark Vergara/Ilya Yakimov og Jakob Hartington/Adam Davies Lloyd. Victor Larnkjær var tilbage på holdet og sammen med Lasse Strunge fik de heldigvis hevet en 4/3 sejr hjem, så alt håb ikke var slukket før frokost.

Nede 4-2 skulle holdet altså vinde 4 af eftermiddagens singler, og efter en afkortet frokost og et længere besøg på rangen fra flere af spillerne, var det gode humør og optimismen vendt tilbage.

Alle matcher startede fornuftigt og det så hurtigt rigtig godt ud. Ca. halvvejs så det dog noget tungt ud, da holdet kun var oppe i 2-3 af matcherne. Så vinder Mark Vergara sin match 5/3, hvilket hurtigt spredes til de øvrige matcher og det virker åbenbart som et positivt los i R*ven på de øvrige spillere, og alle matcher ændrer karakter.

Det ender således med sejr på 2/0 til Ilya Yakimov, sejr på 1/0 til Jakob Hartington, sejr på 3/1 til Adam Lloyd Davies og endelig deler både Lasse Strunge og Victor Larnkjær begge deres matcher, så det endelige resultat bliver en flot sejr på 12-6 til Køge, som dermed booker sig ind til endnu en sæson i herrernes 2. division. Tillykke til alle spillere og holdkaptajn Jesper Strunge 😊

Det skal siges, at niveauet generelt er højt i Danmarksturneringen, og især i år, hvor mange semi-professionelle/professionelle herre- og damespillere har været hjemme pga. Corona. Således har bla. Royal stillet med hold bestående af både Ecco Tour, Nordic League og Challenge Tour spillere, og så skal der gribes dybt i de tekniske og mentale færdigheder, for ikke bare at blive kørt i sænk.

 

Herrernes 2. hold havde med 1 point efter de første 2 holdkampe ligeledes ryggen mod væggen, og dagens modstander, Møn, skulle besejres hvis der også skal spilles i 3. division til næste år.

Op til matchen var der rykket lidt rundt på opstillingen, dels gr. håndskade hos Ole Glimø og dels for at få noget positiv energi ind i Foursomes.

I starten af matchen så det også rigtig lyst ud, med alle mand lige eller oppe i deres matcher. Omkring midtvejs ændrer spillet karakter, alle matcher er virkelig tætte, men der mangler lige det sidste held og fokus hos vores herrer. Resultatet bliver desværre et 11-1 nederlag, hvor resultatet ikke fortæller hele historien, da alle matcher som sagt er tætte, og - bortset fra den delte match - først afgøres på hul 17.

Alexander Saugmann deler sin match, Julius Kyst taber 3/1, Kasper Andersen taber 2/1,

Anders Hansen/Lasse Højer taber 2/1 og endelig taber Jack Mewton/Carsten Kuld 2/1.

Holdet skal altså en tur tilbage i 4. division, men med den tilgang af unge, dygtige spillere Eliten oplever pt., tænker holdkaptajn Jesper Wedersøe, at holdet hurtigt er tilbage i 3. division.

 

Herrernes 3. hold holdt fast i spillet fra de 2 første holdkampe og vinder for 3. gang i streg. Denne gang blev det til en sejr på 10½-1½ over Midtsjælland, så med maksimumpoint og puljesejr venter en spændende kamp om oprykning til Herrernes 5. division.

Mads Kristensen vinder 4/3, Claus Bilberg Danielsen vinder 2/0, Mikkel Brandt Sørensen vinder 4/3, Magnus Bodholt/Morten Kopytko vinder 4/2 og dagens eneste pointtab kommer fra sidste foursome, hvor Jesper Mansa/Kenneth Skov-Casper må nøjes med at dele deres match…

Tillykke til Jesper Mansa (spillende holdkaptajn), som også skal have stor ros for håndteringen af de up-coming unge spillere på holdet. Holdets oprykningsmatch afvikles også i Nivå den 13. september og tid/modstander følger.

 

Seniorholdet gik ind til årets 3. holdkamp vel vidende, at de uanset dagens resultat ville stå som puljevinder.

Alle var dog enige om at afslutte den indledende sæson med manér, og dagen bød med en enkelt undtagelse på sikre sejre.

Mette Mølvig og Lars Iserhorst vinder deres singler 4/3, Claus Lyster vinder 4/2, Johnny Krog var noget hurtigere færdig med et 6/5 sejr og endelig vinder Birgitte Larnkjær/Morten Evald deres Foursome 2/1. Desværre missede muligheden for at gøre rent bord, da Søren Deleuran ender med at tabe sin match 1/0.

Tillykke til holdkaptajn Lars Iserhorst, som har samlet et stærkt og homogent hold til sæsonen. Oprykningsmatchen spilles lørdag den 12. september i Falster, og tidspunkt/modstandere følger.

 

SuperVeteranerne må efter tre år i den fornemste række næste år se sig henvist til næstbedste række. I årets afkortede turnering sluttede superveteranholdet med et nederlag mod København på 9-5.

Et nederlag som burde have været undgået, ikke mindst fordi holdets Foursome med Helle og Ole Therkildsen på fortræffelig, og man må nok også sige overraskende vis, vandt deres match 5/4. Helle og Ole stillede uimponeret op mod to modstandere, der sammenlagt havde 17 slag mindre i handicap. Men et ypperligt kort spil omkring og på Sorøs særdeles hurtige og kuperede greens sikrede den flotte foursome-sejr. Vi ved det jo godt - Helle og Ole Therkildsen skal man helst ikke i pulje med i ægteskabsmatchen - selvom de er nok så hyggelige.

Desværre kunne singlerne ikke leve op til den samme standard - og især det korte spil lykkedes ikke mod de meget rutinerede Københavnere, som stort set alle har spillet golf, siden de var børn, og som siden tresserne har præsteret talrige danmarksmesterskaber i såvel dame- som herrerækkerne.

På Køges superveteranhold spillede i år: Randi Schneider, Helle Therkildsen, Ole Therkildsen, Jens Peter Udsen, Nils Østergaard (spillende holdkaptajn), Teddy Bresson, Arne Amtoft og Kennith Lohmann.

Køge Golf Klub Sponsor

Køge Golf Klub Sponsor

Køge Golf Klub Sponsor

prosellers logo black ny

Køge Golf Klub Sponsor

Thyme web

  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10
  • 11
  • 12

Topmenu

Hovedmenu

Medlemslogin

OBS! Dette er ikke GolfBox login, benyt ikonet til højre.