Velkommen til Køge Golf Klub

Optimering, muligheder og udvikling

2020 har været et meget anderledes år, og på grund af COVID-19, har vi alle måttet ændre vores vaner og arbejdsgange. I udgangspunkt meget forstyrrende, dyrt og tidskrævende. Når det er sagt, skal man altid huske på, at få det bedste ud af enhver situation, også de svære - måske især de svære. Og med netop det in mente, har vi her i klubben brugt en del af 2020 på at udfordre vores eget set-up. Gør vi de rigtige ting? Er vores timing korrekt? Har vi de rigtige faciliteter? Er vi organiseret på den mest hensigtsmæssige måde? Er vi klar til at modtage fremtiden; eller rettere, er vi klar til at være en del af den - og måske endda også præge den?  

Og netop derfor lyder overskriften ”Optimering, muligheder og udvikling”. Det er nemlig vores ambition, at vi skal udvikle os så vores medlemmer og gæster altid får den allerbedste løsning, når det handler om den optimale oplevelse i en golfklub. Men det er ikke gjort med det. Via vores egen udvikling vil vi også være i stand til at bidrage til udviklingen af Dansk Golf. Som en af Danmarks største, og mest veldrevne golfklubber, kan vi sagtens tillade os at have høje ambitioner - både på egne og på sportens vegne.

At udvikle sig i den rigtige retning på det rigtige tidspunkt, kræver både indsigt, eftertanke, mod og fokuserede kræfter. Og netop fokuserede kræfter er et af de elementer, vi blandt meget andet har rettet sigtekornet mod, i forhold til at skabe et optimeret grundlag for fremtiden. Vi har gennem 2020 arbejdet intensivt med at skabe den helt rigtige organisation. Et af de vigtige elementer i den forbindelse er at kunne sikre, at vi har de rigtige kræfter placeret de rigtige steder. Resultatet er blevet, at vi foretager en ændring af vores organisatoriske opbygning. En ændring der skal sikre, at lige meget i hvilken situation, vi møder vores medlemmer og gæster i, er det i en forbedret udgave, i forhold til i dag.

 

Jonas Golf

I Jonas Therkildsen har vi en af landets allerbedste pro-trænere. Med en imponerende international trænererfaring fra 16 år i forskellige klubber i Luxembourg, har Jonas trænet alt fra elite- og landshold til 1000-vis af golfspillere. Den enorme erfaring og løbende uddannelse Jonas har erhvervet sig, udmønter sig i træning på et meget højt niveau. Dette kan rigtig mange af både klubbens medlemmer og gæster bevidne og det ses tydeligt i bedømmelserne i Golfspilleren i Centrum, hvor Jonas ligger i landets absolutte top.

Jonas’ ambition sammen med klubben, har hele tiden været, at skabe den bedste og mest professionelle træningsmulighed i Danmark. Vi er nået et godt stykke vej, men tror det kan blive endnu bedre. For at skabe de mest optimale forudsætninger for at nå vores mål, har vi sammen udviklet en ny mulighed, der tillader et 100% fokus på netop trænergerningen. Jonas vil fra 1. januar 2021 i et nyt setup, udelukkende fokusere på træning af klubbens medlemmer, samt de golfspillere fra andre klubber, der vælger at træne i Køge. Det betyder, at Jonas fra 1. januar ikke længere vil være at finde i shoppen (mere herom nedenfor). Med et entydigt fokus og en række nye træningstilbud, er Jonas og klubben overbevist om, at vi kan løfte træningen til et endnu højere niveau.

Men ambitionen om at kunne tilbyde Danmarks bedste træning, handler ikke udelukkende om mennesker. Den handler også om faciliteter. Derfor har klubben, sammen med Jonas, udarbejdet et projekt omhandlende etablering af en helt ny træningsfacilitet i klubben – nemlig et træningsstudie.

En praktisk oplysning til de af jer, der har gavekort fra Jonas Golf: Tryk her for info: jonasgolf.dk/gavekort

 

Træningsstudie

For at kunne tilbyde træning på højeste niveau, er det besluttet at ombygge og indrette udslagshus 3 til et professionelt træningsstudie. Studiet indrettes med alle de faciliteter der kræves, i forhold til at kunne levere det optimale træningsprodukt til medlemmer og spillere udefra.

Vi informerer detaljeret om udformning og indretning af studiet, på et senere tidspunkt, men kan her kort nævne, at studiet vil indeholde de nyeste teknologier såsom Trackman 4, flere Tv-skærme, kameraer og adskillige andre elementer til golftræning. Studiet bliver endvidere konstrueret med to udslagssteder med separate isolerede rulleporte samt klimaanlæg. Det betyder bl.a. at vintertræning nu bliver en mulighed. Desuden vil Jonas i studiet fortsat hjælpe klubbens medlemmer med reparation og ændringer på golfudstyr, f.eks. skift af grips, forlængelse af jern, osv. Studiet vil blive Jonas’ primære arbejdsfacilitet, men han vil naturligvis stadig benytte de øvrige faciliteter; de to puttinggreens, rangen, det nye indspilsområde samt Nord- og Sydbanen. Etableringen af træningsstudiet påbegyndes, så snart kommunen har godkendt projektet. Forhåbningen er, at studiet kan stå klar i løbet af 2. kvartal 2021.

 

Shoppen

Efter at have etableret den nye plan med Jonas, har udfordringen været at skabe det samme entydige fokus, i forhold til drift af shoppen. Også dette er lykkedes i løbet af det sene efterår. Klubben har nemlig indgået en forpagtningskontrakt med en yderst erfaren aktør på markedet for salg af golfartikler. Fra den 1. januar vil det være Golfshoppen.com, der byder indenfor i Køge Golf Klubs shop. Golfshoppen.com driver i dag shoppen i Trelleborg Golfklub, egen butik i Haslev samt webbutikken Golfshoppen.com. Golfshoppen.com drives af ægteparret Merete og Klaus Larsen, som er bosiddende i Haslev. Som en direkte konsekvens af, at Golfshoppen.com har flere salgskanaler, vil man som medlem opleve, at der vil være et yderst varieret sortiment på såvel udstyr som på tøj. I Golfshoppen.com har vi fået en partner, der både har erfaring med butiksdrift, men også med salg på nettet. Dermed har vi fået en partner, der er vant til at balancere de to salgskanaler, med de meget forskellige kundskaber dette kræver, og det bliver en klar styrke for servicen i butikken. Vi glæder os til at byde velkommen til Golfshoppen.com, og ser frem til et særdeles godt samarbejde. Apropos samarbejde, er der også indgået aftale mellem Jonas Golf og Golfshoppen.com i forhold til at indgå i et meget tæt samarbejde for at kunne servicere kunderne bedst muligt - uanset om det handler om køb af udstyr og tøj, fitting eller reparation af udstyr. Læs mere på www.golfshoppen.com

 

Administrationen

Også i Administrationen sker der ændringer. Vores bogholder gennem mange år, Charlotte Slebo, stopper i løbet af 1. kvartal 2021. Vi vil i den forbindelse gerne sige mange tak til Charlotte for et godt, produktivt samarbejde, og ønsker hende al mulig held og lykke fremover. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at sætte en præcis dato på Charlottes sidste dag. 

Som konsekvens af de mange projekter og den øgede aktivitet, udvides stillingen som bogholder, til også at indbefatte håndtering af økonomi, administration, systemoptimering, medlemsrelaterede opgaver samt opgaver vedr. samarbejdspartnere. Rie Seidenfaden vil fortsætte med at håndtere de samme opgaver som hun gør i dag. Processen med at finde en ny kollega er igangsat.  

Vi glæder os til den 1. januar, og håber at I, medlemmerne, ligeledes ser frem til endnu et løft i golfklubbens udvikling.

 

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Jens Torp eller Leif Larnkjær.

 

Julehilsner fra
Køge Golf Klub

KET Nordic 500px web

Køge Golf Klub Sponsor

Logo web kims gulvslibning web

Køge Golf Klub Sponsor
Køge Golf Klub Sponsor
Køge Golf Klub Sponsor
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10
  • 11
  • 12

Topmenu

Hovedmenu

Medlemslogin

OBS! Dette er ikke GolfBox login, benyt ikonet til højre.