2 måneder inde i jobbet
Af golfmanager Flemming Djarn
Jeg er utrolig glad for at kunne dele en opdatering efter mine første to måneder som Golfmanager.
Det har været en både udfordrende og spændende tid, hvor jeg har kastet mig ud i at skulle lære en masse nye IT-programmer, administration, klubber i klubben medarbejdernes forskellige arbejdes opgaver mm.
Møderne med mange nye og fantastiske mennesker har været inspirerende og har givet mig en dybere forståelse af både klubbens og medlemmernes behov. En delvis ny bestyrelse, som skulle konstitueres og finde ”form og retning”, har også været en del af processen - jeg er overbevist om, at vi er på rette vej.
Kontoret har summet af aktivitet, og den store travlhed har virkelig holdt mig på tæerne. Læringskurven har været stejl, men jeg er blevet skarpere og beriget med viden hver eneste dag.
Problemløsning / hurtige handlinger er en del af opgaverne på kontoret, som jeg hurtigt har måtte lære – det være sig boldmaskinen, som driller eller mangel på bolde i maskinen, Ja, jeg har nu både styr på maskinen og har også samlet bolde på rangen en del gange nu 😊 Vi har også haft udfordringer med vores GPS buggysystem, som pludselig skulle nærmest programmeres igen, men vi fik hurtigt styr på det. Herefter er det så kunsten at sikre at disse brande ikke genopstår ved at finde årsagen til, hvorfor de opstod.
En særlig oplevelse var en dag med vores nye headpro Marc, hvor vi en hel søndag fulgte vores elitespillere og så noget rigtigt flot spil. Jeg kan da lige nævne, at vores damer rent faktisk i skrivende stund ligger nr. 1! 🏌️♀️
Især ”on the job” træningen sammen med vores fantastiske greenkeeper-team har været en uvurderlig del af min udvikling. Deres ekspertise, dedikation og hårde arbejde sikrer, at banen altid fremstår i topform, og jeg er dybt imponeret over deres engagement og professionalisme.
Jeg vil også gerne udtrykke min dybfølte taknemmelighed overfor vores mange fantastiske frivillige, som udfører et super stykke arbejde. Uden deres utrættelige indsats og passion for klubben ville mange af vores daglige aktiviteter simpelthen ikke være mulige. Deres dedikation og tid er uvurderlig, og jeg er evigt taknemmelig for deres støtte.
Jeg har også haft fornøjelsen af at deltage et par gange i vores erhvervsklub ”Golf & Business” og har truffet vores mange fantastiske samarbejdspartnere og sponsorer. Anden gang jeg deltog, var jeg sammen med Mette i cafevognen, hvilket var en fantastisk oplevelse og en god mulighed for at møde endnu flere af vores engagerede samarbejdspartnere.
Denne rejse har allerede vist sig at være utrolig givende, og jeg er taknemmelig for den varme velkomst og støtte, jeg har modtaget fra alle sider. Her bliver jeg også nødt til at udtrykke min store taknemmelighed for Ries store bidrag til min start.
Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med at udvikle og forbedre vores golfklub, og jeg er spændt på de mange muligheder og udfordringer, der ligger forude. Tak til alle for jeres engagement og samarbejde – sammen kan vi løfte klubben til nye højder!
Vi har netop overstået vores travleste weekend med besøg fra Turkish Airlines World Golf Cup og Agger for Charity hhv. fredag og lørdag og her vil jeg afslutningsvis, benytte lejligheden til at sammenfatte en kæmpe tak til alle frivillige som deltog ved disse arrangementer samt vore greenkeepere: Martin, Henrik ,Sune, Arne, Mogens, Jess, Mads og Jesper, for at sætte vores bane op, som alle fra nær og fjern har rost til skyerne.
Jeg glæder mig til, hvad fremtiden bringer, og til at skabe endnu flere fantastiske oplevelser for vores gæster og medlemmer.
De bedste hilsener,
Flemming