Referat af ølkassemøde
Onsdag den 28. august 2024
Der deltog 9 medlemmer og fra bestyrelsen deltog Kenneth Skov-Casper & Jesper Mansa.
Der var en god debat og vi kom omkring forskellige emner, som kort beskrives her:
Restaurant
Der blev bl.a. spurgt ind til, om der var fundet en ny restauratør. Der blev også foreslået, at klubben selv kunne drive den. Nogle er tilfredse med restauranten, som den er og nogle er mindre tilfredse. Hvad skal udvalget være i restauranten og hvilken type restaurant ønskes der mm. For nogle virker det som om, restauranten bruges mindre og mindre. Forslag om at Ugeklubberne burde inddrages i en slags ”kontaktudvalg” med restauranten for løbende at behovsafstemme.
Der arbejdes på en løsning for restauranten. Processen er startet, men alle muligheder for hvordan setup omkring Restaurant skal være, er i spil. Restauranten er vigtig for klubben, og den skal være velfungerende og skal være med til at skabe rammerne om et godt klubliv. Inddragelse af ugeklubberne er en mulighed.
Ugeklubberne
Ugeklubberne kunne måske med fordel mødes, og koordinere deres arrangementer og andre ting sammen, samt lave plan for samarbejdet med restauranten.
Et samarbejde på tværs af ugeklubberne er der intet galt med. Det vil være en god ide.
Greenfee og Flow på banen
Der blev spurgt om hvorfor greenfee er så dyr i forhold til andre klubber tæt på, der måske derfor er mere booket op. Andre synes det var fint med en høj greenfee, hvilket måske betød, at det var muligt at få en tid, og kunne komme ud og spille vores baner.
For at få et bedre flow på banen, kunne 2 bolde måske slås sammen til 4 bolde, og/eller ændres til 10 min mellem tiderne.
Det kan evt. gøres, når der er pres på banen på hverdagseftermiddage og weekend morgen/formiddag.
Der er tit er en lille prop allerede ved hul 2, men denne skyldes måske, at folk slår ud før der deres tid på hul 1, straks når bolden foran har forladt green. Derudover kunne tee 54 på hul 2, rykkes frem til samme sted som tee 49, så vandet ikke var så meget i spil, for dem der ikke slår så langt. Det vil også hjælpe på spilletempoet.
Ligeledes kunne det overvejes at indføre en pause på 10 min på turnen ligesom det er tilfældet mange steder i Sverige, så kan man nå ind og købe en kop kaffe, komme på toilettet uden stress mm.
Greenfeen blev sat op for nogle år siden, netop for at sikre tilgængelighed på banen. Færre gæster der betaler en højere pris, kan samlet godt betyde en højere indtjening på greenfee og samtidig øge tilgængeligheden på banen. Der analyseres på dette i administration/bestyrelsen.
Som en medlemsfordel blev det tidligere i år muligt at tage gæster med til ½ pris resten af sæsonen, så gæster til medlemmer får en favorabel pris i forhold til de omkringliggende klubber.
Der ses ind i om gæste/starterservice skal slå 2-bolde sammen, når der er pres på banen, således der bliver flere ledige tider at booke, og 10 min mellem tiderne tages op. Desuden undersøges i forhold til længden på banen om tee 54 kan rykkes frem på hul 2 til der, hvor tee 49 er i dag fra næste sæson. Det vil måske kræve at tee 54 rykkes lidt tilbage et andet sted på banen, men det ser baneudvalget på inden næste sæsonstart.
HCP på Sydbanen
Som ældre oplever du, at ens HCP langsomt bliver højere, og gæster fra andre klubber, du normalt har spillet med, kommer over HCP 36 og kan ikke længere spille på Sydbanen. Der var derfor forslag om at sætte HCP grænsen op på Sydbanen til 40 eller 42. De omkringliggende klubber har meget højere HCP-grænse, og det gør, at de måske også tiltrækker nye medlemmer frem for Køge. Det blev foreslået, om der i stedet evt. skulle være en øvre grænse for boldens HCP, eller det på nogle tider skulle være tilladt at gå ud med et højere HCP.
En fordel kunne være at nye medlemmer, der er på vej ned i HCP, hurtigere kunne komme på Sydbanen, og det vil måske øge kontingentindtægterne, hvis flere hurtigere bliver fuldtidsmedlemmer på Sydbanen.
Bestyrelsen tager det op på et bestyrelsesmøde.
Buggy-ordning 2025
Der blev spurgt ind til om der var planer om at ændre den nuværende buggy-ordning, hvor du kan tilkøbe et årskort til en fast pris. Det er få medlemmer (ca. 25) der bruger denne ordning, men den er vigtigt for dem der bruger den.
Det forventes ikke de store ændringer til denne ordning.
Diverse udvalg & administration
Der blev spurgt ind til hvad pengene går til i budgettet til diverse udvalg og administration. Det er mange penge der bruges og vi har høje administrationsomkostninger.
Diverse udvalg, der går pengene primært til sportslige formål, så som f.eks. at købe timer til træning hos vores Pro, til f.eks. Begynder, Ungdoms- og Sportsgruppen. Administrationen er primært administrationsomkostninger og løn.
Robotplæneklippere
Der blev spurgt, om vi skulle have robotplæneklippere fast, som andre klubber så småt er begyndt på og vi har også haft på prøve sidste år.
Greenkeeperne og Baneudvalget følger udviklingen tæt, og det kan være det kommer på et tidspunkt til nogle dele af banen, men pt. ingen planer.
Toilet ved Nordbanen
Der blev sagt TAK for toilettet der er kommet ved hul 9 på Nordbanen, det er pænt og nydeligt og bliver brugt.
Dejligt at høre at det er værdsat, og at medlemmerne syntes om det.
Kontingent sættes op
Det blev foreslået at sætte kontingentet op, for at sikre at klubben stadig kan udvikle sig og skabe gode rammer, også for en Restaurant og den måde den køres på, så der måske kunne komme mere omsætning, hvilket vil være godt for klublivet.
Alt bliver dyrere, og det kan godt komme på tale med en kontingentstigning.