Kr. 46.312,95 indsamlet til Pink Cup
Igen i år blev der spillet Pink Cup i de danske golf klubber for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. I Køge Golf Klub blev matchen spillet den 30. juni, men lige den dag valgte sluserne at åbne sig. Vi udskød starten 30 min og fik derefter sendt alle afsted, men vi måtte hurtig indse at banen var uspillelig med mange oversvømmet greens. Vi kaldte alle spillere ind igen og da det stod klart, at regnen ville fortsætte de næste par timer, måtte vi finde en god måde at få afviklet matchen.
Valget faldt på banko og det blev der heldigvis taget godt imod. Alle fik udleveret en plade og så gik vi i gang med at trække numre. Efter et godt stykke tid uden nogen fik banko, opdagede vi, at vi havde fået fat i numre, der kun gik op til 70. Vi måtte derfor starte forfra og heldigvis blev også dette taget med en smil.
Efter godt en times banko var alle præmier blevet fordelt og vi kunne sige tak for i dag.
Vi vil gerne takke alle, der havde tilmeldte sig turneringen, restauranten for at donere penge for hver solgte burger, alle der har købt lodder i vores amerikanske lotteri, butikkerne i Køge der har doneret præmier til vores amerikanske lotteri, klubbens sponsorer, der har givet præmier samt Køge Golf Klub.
Køge Golf Klub har indsamlet kr. 46.312,95,- hvilket er ca. kr. 6.000,- mere end sidste år.
Samlet resultat for hele landet kr. 3.005.242,-
I alt har 87 klubber deltaget.
Mvh,
Pink Cup udvalget
Køge Golf Klub