Referat af ølkassemøde
Tirsdag den 20. maj 2025
Der deltog 4 medlemmer og fra bestyrelsen deltog Lone Hartung & Jesper Mansa.
Tak til de fremmødte for jeres input og deltagelse – selvom fremmødet var beskedent, var dialogen god og konstruktiv.
Skiltning på banen
Der mangler fortsat skiltning på teestederne, hvilket frustrerer gæstespillere.
Teestedsklodser og de første 18 træskilte er efter mødet blevet leveret og sat op.
Resten forventes leveret i næste uge.
Flow og travlhed i primetime
Der har været pres på banen i weekenderne, især gæster fra SGO-klubberne fylder banen op. Dette evalueres efter sæsonen. Mange 2-bolde og modvilje mod at tilmelde sig eksisterende bolde påvirker flow og tilgængelighed. Fremadrettet vil administrationen sammenlægge bolde i primetime dvs. weekends- og helligdage kl. 7-13.
Der var enighed om, at det næsten altid er muligt at få en spilletid – også hvis man beslutter sig impulsivt – dog ikke nødvendigvis en solrig lørdag morgen.
Buggyer
Der er ofte problemer med at buggyer ikke kan bakke, hvis man kører forkert. Der blev foreslået at løsne restriktionerne for kørsel i sommerperioden.
Fuglekasser
Indkøbte fuglekasser bør opsættes og det bliver de, så snart greenkeeperne har tid til det. Lige nu er det primære banerne og vedligeholdelse af dem.
Regler
Der efterlyses tydeligere information om regler vedr. robotplæneklippere.
Den midlertidige lokalregel kan dog ses på infotavlen i starterhuset og på klubbens hjemmeside: https://www.kogegolf.dk/lokalregler/midlertidig-lokalregel-roboat
Information til gæster
Et medlem ønskede flere oplysninger til greenfeespillere, når de bestiller tid i Golfbox fx information om forbud mod brug af monobuggyer mm.
Golfavisen
Jesper Mansa og Michael Laugesen har vist banen frem for Golfavisen i forbindelse med en reportage om danske golfklubber. Klubben fik ros for bane, gæsteservice og cafévogn. En artikel om klubben vil blive bragt i Golfavisen.
Udviklingsplaner
Nye teesteder på hul 12 og 15 er i gang. Markeringer kan allerede nu ses på banen. Banen er for tør lige nu til, at videre etablering kan påbegyndes. Ønske om mere information og evt. møde om udviklingsplaner blev noteret. Dette vil dog også blive præsenteret på det årlige Medlemsmøde den 5. november 2025.
Medlemsressourcer
Bestyrelsen ønsker at udnytte medlemmernes kompetencer bedre og vil arbejde på at synliggøre projekter, hvor medlemmer kan bidrage.
Restaurant
Stor tilfredshed med mad, personale og priser i cafévognen.
Et ønske om at nedsætte et restaurantudvalg med medlemmer blev fremsat.