Golfsimulatoren er åben for bookinger
Golfsimulatoren er åben for bookinger
Vi er glade for at kunne dele en rigtig god nyhed med jer.
Vores golfsimulator i ST-Boxen er nu åben for bookinger, efter en større opgradering og renovering. ST-Boxen har været lukket, da vi har skulle gøre plads til et serverrum til TrackMan Range serverne.
Vi har brugt tiden på at forbedre faciliteterne, så vores medlemmer kan få en endnu bedre oplevelse året rundt.
Den mest spændende nyhed er, at vi som TrackMan 360 Club, har fået mulighed for at opgradere vores tidligere TrackMan 4 med den helt nye TrackMan IO DUO.
Selve computeren til at styre det nye setup er også blevet udskiftet til en nyere og hurtigere model - ligesom låsesystemet til selve ST-boxen også er blevet opdateret.
ST-Boxen fik desuden opsat overvågningskameraer i foråret.
Hvad er det nye ved Trackman IO DUO?
Trackman iO Duo består af hele to identiske Trackman iO-enheder, monteret i loftet. IO står for ”Indoor Optimized”, og er Trackmans nyeste indendørsmodel. Det betyder, at ST-Boxen nu har to separate sensorer, én for højrehåndede og én for venstrehåndede golfspillere. Dette er en stor fordel i mindre golfsimulatorer, hvor mange medlemmer har udtrykt bekymring for at ramme sidevæggen i tilbagesvinget.
Dette problem løser vi nu med Trackman iO Duo. Nu får både højre- og venstrehåndede spillere hver sin “hitting zone”. Systemet skifter automatisk “aim line” mellem siderne uanset, hvilken enhed man slår fra. Med andre ord: “hitting zonen” bliver markant forbedret, så der bliver større plads til at svinge for både højre- og venstrehåndede spillere.
Simulationsoplevelsen er også blevet markant løftet i forhold til sidste vinter med den nyeste version af Trackman Performance Studio 10.2 og Virtuel Golf 3 (VG3). Grafikken i VG3 er blevet skarpere, banevisningerne mere realistiske, og de digitale miljøer reagerer meget tættere på, hvordan banen opfører sig i virkeligheden med alle de nye muligheder for settings. Selv putting-delen er blevet opdateret med nyt green-grid, putting guides osv. Driving rangen i VG3 er også blevet opdateret. Du får ganske enkelt en mere autentisk og inspirerende træningsoplevelse, der gør vintertræningen sjovere.
Der er også kommet flere nye spil for børn og barnlige sjæle, så tag dine børn eller børnebørn med i ST-Boxen til en sjov indendørs golfoplevelse.
Renoveret ST-Box – nu med nyt varmesystem
Medens ST-Boxen har været lukket, har vi installeret et nyt varmesystem. Det betyder, at faciliteterne nu er mere komfortable – også på de kolde vinterdage. Lokalet fremstår desuden opdateret og mere indbydende, så rammerne matcher kvaliteten af det nye TrackMan-udstyr.
50% rabat for medlemmer – ny medlemsfordel
For at markere genåbningen introducerer vi en ny og fast lavere prissætning for brug af ST-Boxen – en prissætning, der ligger et godt stykke under, hvad andre udbydere tager.
Vi har valgt, at simulatoren skal være et attraktivt – og prisbilligt - medlemstilbud til alle klubbens mange medlemmer. Både dig der træner målrettet gennem vinteren, og dem, der bare gerne vil hygge sig med en god runde i godt selskab. Det mener vi også er i den ånd, som vores afdøde æresmedlem Søren Thomassen (ST) i sin tid ønskede, da han donerede et stort beløb til finansieringen af ST-Boxen.
Priser
Gæster
Det bliver fortsat muligt for gæster at bruge ST-Boxen.
De nye normalpriser for gæster er:
- Kl. 07.00 - 16.00: 150 kr. pr. time
- Kl. 16.00 - 21.00: 220 kr. pr. time
- Kl. 21.00 - 23.00: 150 kr. pr. time
Medlemmer
Medlemmer af Køge Golf Klub får fremover 50% rabat på normalpriserne:
- Kl. 06.00 - 16.00: 75 kr. pr. time
- Kl. 16.00 - 21.00: 110 kr. pr. time
- Kl. 21.00 - 23.00: 75 kr. pr. time
De nye priser og bookingmuligheder fremgår på klubbens hjemmeside, og de gælder fra dags dato.
Vi glæder os til at byde dig tilbage i vores opgraderede ST-Box.
Tag dine klubkammerater under armen – og kom og prøv vores nye Trackman IO DUO og VG3 i Trackman Performance Studio 10.2.!
Sådan booker du tider i golfsimulatoren
Booking
- Tidsbestilling foregår via Golfbox
- Log ind på Golfbox med dit login
- Klik på Tidsbestilling
- Under Ressource vælges Golfsimulator
- Vælg dato og tid
- Vælg antallet af timer, der skal bookes
- Gem
- Accepter handelbetingelserne
- Klik på Betal
Bemærk at der kan betales med kort og MobilePay
Adgang til ST-Boxen
Når du klikker på den tid, du ønsker at booke, vil der komme en tekst frem med en adgangskode til ST-Boxen.
Den taster du ind, når du skal ind i boxen.
Når du skal spille
Følg venligst vejledningen på skiltet i ST-Boxen.
Når din tid er gået
Når den bookede tid er gået, vil systemet automatisk lukke ned.
Bemærk at
-
Golfsimulatoren kun kan bookes af spillere med DGU nummer.
- ST-Boxen er videoovervåget.








