Bronzemedaljer til elitepigerne
I weekenden den 13.-14. september skulle Danmarksturneringen finde sin vinder i Sydsjællands Golfklub ved Mogenstrup. For anden gang i træk var Køges elitepiger repræsenteret i finalespillet. Pladsen var kommet i hus efter en spændende sæson, hvor det blev til en 2. plads i østpuljen. Det betød at Køge skulle møde nr. 1 fra vestpuljen i semifinalen, som var Viborg.
Pigerne startede kl. 7.30 med 2 foursomes. De første der gik ud, var Christina og Julie. Spillet var lidt ustabilt og det blev til en tabt match 5/3. I den anden foursome spillede Laura og Caroline. Det lignede, at vi kunne gå til frokost med 2-2, men Viborg ville det anderledes og med bl.a. 3 birdies på 4 huller vandt de 1/0.
I frokosten troede de stadig på det - selvom det så svært ud. Men de ville ikke gå ned uden kamp. Kl. 12.30 startede singlerne. Først ude var Christina, derefter fulgte Laura, Julie og Caroline. Det blev 4 spændende singler, som først blev afgjort på henholdsvis hul 17 og 18. Christina tabte 1/0, men vi kunne stadig nå omspil. Først vandt Laura 2/0 og dernæst Julie 2/1. Caroline kom 1op efter hul 17 og det så godt ud for et omspil. Igen ville Viborg det anderledes. Deres spiller slog et fantastisk 2. slag på par 5 hullet op til 2 m og et eagle putt og det blev desværre til en delt match, og derfor endte Viborg med at gå i finalen.
Pigerne skulle lige sunde sig lidt ovenpå den spændende match og ærgrelsen over, at det ikke blev til en plads i finalen, men så var alle også enige om, at bronzemedaljerne skulle med os hjem.
Kampen om 3. pladsen skulle spilles mod Vejle. Foursomes startede igen kl. 7.30 og det var desværre i regnvejr. Først ude var Christina og Julie. Spillet var bedre end dagen før, og efter en spændende match, endte det med en 2/1 sejr. Den anden foursome med Laura og Caroline var også lige, men også her endte det med en 2/1 sejr. Foran 4-0 og humøret var højt i frokosten.
Singlerne skulle, som dagen før, starte kl. 12.30 og heldigvis kom solen frem. Igen startede Christina ud og det var igen en spændende match, som først blev afgjort på hul 18 med en 1/0 sejr til Christina. I mellemtiden havde Julie gjort kort proces og vundet 8/6, meget flot. Caroline fulgte trop med endnu en flot sejr på 5/3. Laura spillede også en tæt match, som gik helt til hul 18 og endte med en 2/0 sejr. Det betød, at bronzemedaljerne var i hus med en utrolig flot 12-0 sejr.
Holdet takker alle som kom og støttede dem i weekenden.
Det er meget værdsat.
Vi ønsker et stort tillykke med bronzemedaljerne!
Holdet bestod af:
Caroline Engelbredt, Laura Frederiksen, Julie Frederiksen, Christina Kuld, holdkaptajn Preben Langfeldt og træner Marc Molin.

Golfskole forår 2026
Luksusrejse
Du har nu mulighed for at få en af de helt store golfoplevelser. Der er lagt op til en uge i luksus med denne golfskole på solkysten i Sydspanien den 21..28. marts 2026.
Du vil komme til at bo på et 5 stjernet hotel Sotogrande og spille nogle af sydkystens bedste baner.

Støt Køge Golf Klub
Kære medlem og samarbejdspartner i Køge Golf Klub,
Nu er det igen tid til, at vi beder om en donation til klubben på kr. 200,-, således at vi kan opretholde vores status som almennyttig forening. Denne status er en forudsætning for, at vi kan opnå momskompensation, som de seneste år har givet os omkring kr. 2-300.000,- i indtægt pr. år.
Status som almennyttig forening er baseret på, at der er minimum 101 medlemmer/samarbejdspartnere eller andre personer, der yder en gave på minimum kr. 200,-.
Tidligere års gaver er anvendt til forbedring af restaurant og caféområde. Medlemmernes gaver i år og fremover vil, som tidligere år blive øremærket til et projekt, medens anvendelse af selve momskompensationen, først afgøres, når beløbet kendes endeligt. Det fremtidige projekt er der endnu ikke taget stilling til, men det vil selvfølgelig blive noget alle medlemmerne får glæde af.
Som de tidligere år anmoder vi hermed om, at I deltager som gavegivere med et beløb på minimum kr. 200,-.
Indbetaling skal ske til vores konto i SPAR NORD (reg. nr. 9077, konto nr. 1380345257). Det er af afgørende betydning, at du anfører navn, medlemsnr. og CPR nr. / CVR nr. på indbetalingen, idet vi skal kunne dokumentere dette overfor SKAT – til gengæld medfører det, at du får fradrag for din gave (skatteværdien udgør ca. 33%). Du kan også foretage indbetaling via MobilePay på 284622 – husk også her at anføre navn, medlemsnr. og CPR nr. / CVR nr.
Vi håber på, at du kunne være interesseret i at bakke op og bidrage til, at vi i 2025 kan opnå et pænt beløb i momskompensation.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte golfmanager Flemming Djarn på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
På forhånd tak.
På bestyrelsens vegne
KØGE GOLF KLUB